Côte du Py – Javernières er lavet på 100% Gamay fra 60 år gamle vinstokke i Cru-kommunen Morgon. Druerne kommer fra vinmarker ved foden af Côte du Py i den granitholdige mark Javernières. Mosten macererer i 4 uger i cementtanke, hvor vinen også gærer og lagres. Efter gæring filtreres vinen let, og der tilsættes minimal svovl, før den aftappes.
Domaine Terre Dorrés ligger i Charnay, syd for Beaujolais, tæt på Lyon, og har fået sit navn efter de gyldne sten, "les Terre Dorrés." Området har ler- og kalkholdig jord, hvilket adskiller sig fra de nordligere granitholdige områder i Beaujolais. Jean-Paul Brun grundlagde vingården i 1979 med 4 hektar, men ejer i dag over 60 hektar, herunder marker i flere cru-kommuner som Côte Brouilly, Fleurie og Morgon.
Brun laver vin på traditionel vis, inspireret af Côte d'Or, uden maceration carbonique eller kulturgær. Han bruger kun naturlige gærceller og håndhøster på sine økologiske marker, som har gamle vinstokke. Hans lave udbytte og strenge selektering sikrer vine med lav alkohol og minimal svovl. Vinene er anerkendt for deres renhed, elegance og holdbarhed, og kan gemmes i op til 10 år.