Eleni & Edouard Vocoret - Chablis Bas de Chapelot 2023
Eleni & Edouard Vocoret - Chablis Bas de Chapelot 2023
Bas de Chapelot stammer fra parceller lige nedenfor Grand Cru-markerne, og vinen viser derfor en imponerende dybde for en village. Duften byder på citrus, grønne æbler og hvide blomster, ledsaget af en kalket mineralitet og et strejf af salt. Smagen er rank og præcis med en levende syre, der giver friskhed og nerve. Den nænsomme lagring på gamle fade afrunder vinen diskret uden at sløre dens klare terroirudtryk. Resultatet er en raffineret og balanceret Chablis, der ofte overgår niveauet for village og giver stor glæde både ung og efter nogle års lagring.
Eleni og Edouard mødte hinanden i 2010 under høstarbejdet i New Zealand. Kort efter blev de gift og rejste tilbage til Chablis, hvor de overtog 5 hektar af Edouards familiedomæne, Domaine Vocoret.
Med Vincent Dauvissat som mentor – og med erfaring fra Elenis tid som assisterende vinmager hos ham – brugte parret de første år på at forfine arbejdet i marken og eksperimentere med naturgær for bedst muligt at udtrykke vinens terroir. I begyndelsen blev deres årgange solgt til négocianter, indtil de selv var fuldt tilfredse med kvaliteten.
Deres mål er at fremhæve vinens flintede karakter, salthed og friske syre. I markerne anvendes ingen kemiske midler, og alle druer høstes i hånden. Vinene gennemgår både alkoholisk og malolaktisk gæring på ståltanke, inden de modnes på gamle egetræsfade – ni måneder for village-vinene og tolv måneder for 1er cru – for at give en afrundet struktur.
Resultatet af Eleni og Edouards dedikerede arbejde er vine på højeste niveau: levende, præcise og i perfekt balance. I dag regnes parret blandt de mest lovende og talentfulde producenter i hele Chablis.
![]() |
Hillerød VinKompagni ApS / Maximum WineFrejasvej 32, 3400 Hillerødtlf: 34 110 100, mail@hilleroedvinkompagni.dkhttp://hilleroedvinkompagni.dk |


