Kopke - White Colheita 2010 20% alk.
Hvid kvalitetsportvin har fortjent vundet indpas hos vinentusiasterne med fremragende kompleksitet, balance og drikkeglæde. Ved produktionen af de lagrede hvide portvine trækker Kopke på husets århundredlange erfaringer med fadlagrede portvine, hvor de tilhører en lille, eksklusiv elite.
Som med ’almindelig’ colheita kræves for white colheita mindst 7 års lagring på træfade før frigivelse. Modsat en traditionel tawny, der er lavet på blå druer, så er her alene anvendt grønne druer, bl.a. malvasia fina, viosinho, gouveio, codega m.fl. Af samme grund fornemmes lagringen i særlig grad, da druernes aftryk er mindre synlige i aromabilledet end en tilsvarende tawny, da sidstnævnte først skal smide frugt og tanniner, før lagringsaromaerne kommer ind i billedet. En hvid portvin begynder oxidationen meget kort tid efter, den er lagt på fad, hvorved den besidder flere lagringsaromaer og virker ældre end en tawny på samme alderstrin. Denne hvide colheita 2010 er fadlagret 10 år inden aftapning; et tidsrum der i den grad har sat sit præg på vinen.
Kopke - White Colheita 2010 20% alk. 75 cl.
Smagen bærer præg af pocheret pære, lys karamel, ristede valnødder, lidt røg og citrusskal, som matches af en gylden syre, så helheden fremstår med den rette tyngde. Eftersmagen har forbilledlig længde.
Som udgangspunkt anbefaler vi, at man nyder denne vin alene, da den ikke har brug for andet end et godt glas og lidt tid for at sprede god stemning, men vi kan for fuldstændighedens skyld nævne, at den fungerer godt sammen med mange oste (gerne med nødder og lidt sødt tilbehør), crêpes suzette og julebag.
![]() |
Hillerød VinKompagni ApS / Maximum WineFrejasvej 32, 3400 Hillerødtlf: 34 110 100, mail@hilleroedvinkompagni.dkhttp://hilleroedvinkompagni.dk |